Af de 139 lande, der torsdag blev enige om den nye globale minimumsafgift om international skattereform, mangler der 9. Blandt dem er tre medlemmer af Den Europæiske Union (Irland, Ungarn, Estland), to er afrikanske lande (Kenya, Nigeria), og to er kendt for at være fiskale havne (Barbados-Saint-Vincent og Grenadinerne). Derudover har Peru, som undlod at underskrive på grund af manglende regering, og Sri Lanka.
Men det, der fanger vores eksperters opmærksomhed, er fraværet af Irland, hvis skatteprocent - 12,5% vist, men i virkeligheden tættere på 2 til 3% - skabte formue ved at tiltrække på dets jord milliarder af dollars i fortjeneste fra amerikanske virksomheder. Den irske regering har længe været imod en sådan reform. Ifølge hans beregninger, oprettelsen af en minimumsskattesats ville resultere i et tab af skatteindtægter på 2 mia. € til 2,4 mia. € i det irske budget eller en femtedel af de samlede selskabsskatteindtægter.
Estland og Ungarn er i mellemtiden de sidste østeuropæiske lande, der modstår. I den post-sovjetiske æra deltog disse lande generelt i en strategi, der gennem gunstig beskatning sigter mod at tiltrække investeringer fra virksomheder, der har brug for en arbejdsstyrke med lav merværdi. Ungarn har således en nominel skattesats på 9,5%. Estland på sin side fritager for alle skatter overskud, der ikke fordeles, ellers anvendes en sats på 20%. "Disse lande er tilbageholdende med at bryde deres udviklingsmodel," angiver en kilde, der er fortrolig med sagen. I forhandlingerne krævede Estland således muligheden for ikke at beskatte tilbageholdt overskud i en periode på 4 år. De var imod en afvisning.
Barbados-Saint-Vincent og Grenadinerne er de sidste to lande med meget lav beskatning for at undgå. De risikerer at være isolerede, da ikke kun alle de store økonomier er underskrevet, men også mange velrenommerede skatteparadiser som Bermuda, Caymanøerne og De Britiske Jomfruøer. I mellemtiden er Nigeria og Kenya medlemmer af G24, som repræsenterer udviklingslandenes interesser.
De kritiserer det faktum, at søjle 1 i reformen om fordeling af rettigheder til beskatning af multinationale selskabers overskud kun vedrører hundrede virksomheder. De vil øge antallet. Aftalen forudsætter det dog, men med en fjern horisont. I løbet af syv år kunne en gennemgangsklausul gøre det muligt at sænke tærsklen for de pågældende selskabers globale omsætning til 7 milliarder dollars mod 10 milliarder dollars i dag.
